Efter Helle Gotved's "kropslige konkurs" kom behovet for at starte fra nul og bygge kroppen op igen.
Heldigvis.
Det er der kommet så meget godt ud af.
Selvom Helles"genopbygning" foregik i 50érne, efter krig og som mor til 5 børn, med en mere fysisk krævende husholdning. En hverdag som ikke på alle planer kan sammenlignes med vores , så er det stadig relevant i vores tid. Det handler i min optik om det almen menneskelige.
Stress er et stort emne, men vi behøver ikke at være stressede for at tage os ordentligt af os selv.
Det at tage udgangspunkt i kroppens behov fremfor præstation er skelsættende.
Helle har skrevet mange bøger og sat kroppen på dagsordenen i mange sammenhænge, også udenfor gymnastiksalen. Hun har skrevet om om fødder, vores fundament, det ændrer sig ikke. I den sammenhæng har hun påvirket skomoden i retning af fodformede sko. Altså at skoen har form som foden og ikke omvendt.
Bøger om kvindes bækkenbund. Det er relevant så længe kvinder føder børn.
Helle skrev ikke om mandens bækkenbund, al den stund hun ikke var mand. Jeg synes jeg har hørt hende fortælle at hun ikke ville skrive om noget hun ikke kunne mærke.
Søren Eckman, nuværende direktør på Gotvedskolen, har skrevet om mandesn bækkenbund : "Fra regnorm til anakonda", og holder kurser heri. Men jeg oplever, at vi som kvinder er langt foran mændene ifht at tage vores bækkenbund alvorligt.
Nogle husker måske hendes karrakteristiske stemme i radioen, med udsendelserne "Ha det bedre".
Jeg prøvede at finde dem på dr.dk, jeg fandt dem ikke. Men i denne udsendelse: radioklassikeren, fortæller hun om sin historie, sine værdier og kvaliteter i bevægelse, og om gymnastikhuset.
Udsendelsen er dels fra 2016, og fra 1986.
Den er værd at høre, og slutter med et "ha det bedre" program fra 1985 om søvn. Godt nok i en ikke digitaliseret tid, så ikke noget med at mobilen skal slukkes. Men hendes tilgang er stadig meget enkel og meget relevant.
Helles ønske var ikke at lave et nyt system, men at finde ind til det tidløse, naturlige i bevægelsen. Ikke noget "moderne", men det mest hensigtsmæssige der bliver ved med at være sandt. En kombination af naturvidenskab og sansning.
Med totalbevægelsen stimuleres alle led i hvirvelsøjlen og nervesystemet i den. Det vitaliserer og skaber spændingsbalance. Mon ikke det er noget vi stadig har brug for? - også i en mere "stillesiddende livsform".
Med fordybelsen i kropsbevidsthed og hvordan kroppen virker udfra vores motoriske udvikling og vores anatomi og fysiologi. Det er tidløst.
At alle led skal strækkes dagligt, at vi skal svede og blive forpustede dagligt, at vi skal "arbejde og hvile".
Åndedræt og afspænding går vist heller ikke af mode. I dag kalder vi det måske bare mindfulness?
Også opgøret med "konkurrence og præstationer" er relevant for os.
Helle siger: "Det gælder ikke om at komme først, men om at komme til udfoldelse".
Mon ikke vi kan bruge det, også i det almen menneskelige.
Ja, og så ikke mindst bevægelsesglæden.
I en tid hvor vi sidder så stille og det at bevæge sig er blevet "et must", men også noget vi "tænker os til" og "regner ud", måler og vejer. Jeg gør det selv, måler skridt og kilometer ved lange gåture!
Men hvor er det dejligt at se glade ansigter ovenpå god bevægelse. Hvad enten det er Gotvedbevægelse, en gåtur, løbetur, kajaktur, hvad som helst.
Jeg nyder efter hver bevægelsestime at se mennesker gå godt tilpas herfra. Måske endda glade, vitale, rolige og smilende.
Til slut vil jeg bringe Gotvedinstituttets værdier fra Gotvedinstituttets hjemmeside. Dem kan jeg til fulde tilslutte mig.
Jeg oplever, at der i tiden er brug for et rum med disse værdier:
"Kort om Gotvedinstituttet
Alt for mange ligger under for en kropsfjendsk kultur, hvor kroppen piskes af sindet. Stress og overbelastning følges af mindreværdskomplekser over deller og dårlig samvittighed over ikke at kunne leve op til idealet. På Gotvedinstituttet går vi imod dette og tror på, at hele mennesket skal bevæges – og det skal føles godt imens og bagefter. Energi er noget, vi bygger op – og ikke noget, der skal brændes af. Gotvedinstituttet står for glæde, nærvær og fællesskab."
|